De vise ord fra Tingstedet

Hvad ville man drøfte på dette Tingsted?

Hvis kloge, handlekraftige og velmenende mennesker satte sig ned på tingstedet med den fornødne tid til rådighed og kun én ting at drøfte: Hvordan vi gør vores yderste for at løse klimakrisen?

Man ville til det yderste prøve at forstå klima-katastrofens omfang, og lytte til alle dem som ved mest.

Forstå hvilke naturfænomener er på spil: Afsmelting af is på polerne, ændring af vores havstrømme, store klimaændringer med tørke og oversvømmelse hvor dyrearter og planter ikke kan nå at tilpasse sig, forstå betydningen af frigivelse af metan i permafrosten, forstå at mere end halvdelen af vores dyrearter kan blive udrydet, og at det samme kan ske for os mennesker.

Man ville indse hvilke forfærdelige scenarier som kan komme til at udspille sig når jordens lande alle vil have fat i de samme få ressourcer.

Man ville gyse over al den unødvendige spild at dyre og planteliv og at millioner af menneskeliv, måske milliarder, også ville lide en ond skæbne.

Man ville indse at katastrofen allerede er i gang allerde i dag, og at selv om vi stoppede CO2-udledningen i dag, at der vil være dynamiske effekter som tager længere tid at stoppe.

Man ville særligt indse, at de resultater af klimakatastrofen vi synes er slemme lige nu, bliver meget meget værre for vores børn og deres børn

Fordi alle på tingstedet ville vide at vi kun har én jord og ingen plan B, ville de ville også forstå hvilket kæmpe moralsk ansvar der hviler på deres skuldre af netop denne generation af beslutningsdygtige mennesker.

De ville blive meget alvorlige, og vide at det ikke er tid til gambling, men at alle sejl skal sætte ind. De ville nemlig vide, at det ikke er et spørgsmål om skaden sker, men i sted om hvor stor den bliver. De ville være vide at en klatvis tilgang vil føre til stor selvskade. Ikke nødvendigvis for os, men for vores børn og deres børn. Og de ville derfor gøre alt i deres magt for at finde alle åbentlyse sammenhænge og løsninger. Og de ville læmpe hårdt for hver eneste en af dem.

De ville lave en grundig analyse, for de ville være interesseret i at finde alle årsagerne.

De ville indse at de nuværnde tilgang i FN, med opgørelse og reduktion af CO2 i forhold til teritorial eller residensprincippet ikke alene er en holdbar måde at reducere CO2 på. Og de ville helt afholde sig fra konstant at fejre deres en success i medierne, at Danmark har et 70 % reduktionsmål i 2030. For de ville være ærlige og anstændige, og vide at det kun var den halve sandhed!

De ville nemlig vide at regulering af teritoriale udslip kun er en indirekte måde at regulere klimakatastrofen på, og derfor ville de også tale om den relle kilde til CO2-svineriet i denne verden.

De ville, fordi de var ansvarlige og tænkte på vores alles ved og vel – før de tænkte på deres eget genvalg til næste år.. tale om den sing som virkelig gør ondt: Om at det er os som mennesker inklussiv vores forbrugsvaner som er den egentlige klide til klimakatastrofen.

Man ville indse at det forbrug vi har lige nu til stille vores indre behov for oplevelser og selvaktualisering, bl.a. for og med vores børn, samtidig også vil være det samme forbrug som skader dem senere nær de selv er voksne og selv får børn. At meget det forbrug vi har nu, i den sammenhæng er nudvendigt og skadeligt for vores børn. At overvejdoplevelseture eller varmeferier for at får vores uundværlige sol på kroppen i et eksotisk miljø med fly til fjerne destinationer, et undøvendig forbrug af tøj, kød og køb af ligelyldige ting og sager (bla. lavet i Kina) er den egentlige kilde.

Kina ja! Det land vi ynder at henvise til når vi ikke ønsker at gøre noget og vedblive med at forbruge. Vi ville skammeligt indse at meget at den forurening som sker i Kina (Kinas eksport), sker fordi vi vesterlændinge bestiller tingene der.. Årsagen til store den forurening er med andre ord direkte drevet af os! Som vi vores luksustilværelse køber og bestiller i Kina! Shame on us!

Vi ville derfor straks holde op med at bruge Kina som syndebuk, men se det hele i en større sammenhæng: At forureningen i Kan hænger direkte sammen med vores vaner i vest.

Vi ville derfor heller ikke længere hver for sig gå rundt og slynge om os med verden dårligste undskyldning: “At der er jo intet jeg kan gøre!” Når der netop er ekstremt meget vi kan gøre!

Vores mennesker på tingstedet ville derfor indstille os alle på de forandringer vi er nødt til at gøre, for at vores indsats ikke bliver klatvis.

De ville ikke være bange, men åbent og ærligt i åben samtale konfrontere os alle om at vi er nødt til at slippe speederen og gå fra gear 5 til 3. Både i det offentlige og private forbrug. På den måde ville de forholde sig til at den nuværende CO2 reduktions-teknologi overhovedet ikke er på højde med vores nuværende forbrug og vaner. De ville forklare, at vi alle skal til at have en grundig samtale med os selv, og indse at vi i en generation eller to på mange områder burde leve som vores bedsteforældre, som set i et større perspektiv ikke led nogen nød. De ville fraholde sig fra at sælge falske og udokumentere forhåbninger til os, og i stedet fortælle os, at dette offer ville være nødvendigt for vores børn og børnebørns skyld. At de ellers vil komme til at leve i en mangel-, volds- og ufredstid.

Det moralske ansvar husker i nok!

…. er kommet hertil…

Men man ville også forholde sig realistisk til hvad der sker.

Men man ville vide: At ting tager tid! Og at det ikke er muligt at stoppe vores udledninger med kort varsel som man kunne ønske. Netop derfor ville man vælge ikke at gamble med jordens og vores egen velfefindende.

sætte alt ind

Fordi vi kun har en jord, og fordi alvorligellerede nu har satnoget