Om mig

Navn: Karsten Kallsøe Nielsen

Født: 1974

---

Far til to dejlige børn.

Civilingenør fra Danmarks Tekniske Universitet med hovedfokus indenfor produktudviklking.

Karriere: Har indtil nu udfoldet min professionelle karriere indenfor Produktudvikling, Systems Engineering og Safety Risk Management (primært inden for Medico-sektoren)

Men klima-udviklingen bekymrer mig!

Ikke at jeg her tænker så meget på mig selv. Jeg er 48 år nu og har generelt haft et dejligt liv, har oplevet mange ting. Skulle livet herfra gå ned af bakke, så tager jeg det med.

Det som bekymrer mig er mine børn og deres efterkommere!

Bruger man bare lidt tid af sit liv på at læse de IPCC rapporter og nyheder som dygtige og indsigtsfulde forskere og klima-journalister skriver, så står det mere og mere klart at min børn ikke til at opleve en klode i balance. De vil i stigende og stigende grad opleve en verden under pres. Noget som enddag kan ende rigtig galt.

Samtidig fyldes jeg med undren over at vi kollegtivt håndterer tilgangen til Klimakatastrofen er så hovedløst som vi gør. Både som enkeltpersoner og som samfund. Se min analyse på samfundsplan her.

Når jeg samtidig ser på hvordan mennesker i min omgangsfære agerer under jeg mig lige så meget over vores irrationelle tilgang (se min undre her).

Det er denne måløshed og det ansvar jeg føler for mine børn (og deres genration) at jeg føler mig kaldet til ikke at se passivt til, men bruge mine kræfter på at forsøge at ændre tingenes tilstand. Bl.a. fordi jeg tror på: At der påhviler dem der har evnerne til også er gøre noget ved det.

Jeg ved at jeg kun er et lille tandhjul i livets store maskine, men jeg vil alligevel gøre mit til at forsøge at ændre på tingenes tilstand.

Derfor er jeg lige nu ved langsom at skifte karriereforløb. Væk fra min sikre base, med min indtægt og netværk i mediko-industrien, over til Green-tech og kamp mod klimaændringer, til et indtil videre usikkert indtægtsgrundlag.

Det er her jeg stå i dag.

---

Hvor står vi i dag?

For at forstå min undren til den måde vi individuelt og kollegtivt håndterer klimaændringerne på, afspejler naturligvis min analyse af den øjeblikke situtation. Den er lige så vigtig at forstå og findes her.

Min store undren

Når jeg læser rapporter og artikler fra forskere og klimajournalister om den alvorlighed klimakatastrofen kan risikerer at få, underer jeg mig over at italesættelsen og løsningerne fylder så lidt som den gør for alle som kan læse og forstå

Jeg undrer mig at vores politikere kun forholder sig til delvise løsninger (Klimaloven), og prøver at sælge 70 % målsætningen som en stor dansk succes, når der er andre stor biddrag som Klimaloven ikke addresserer og som er lige så store: Det forbrugsdrevede CO2-aftryk

Jeg under mig mennesker i min nære omganskreds og bekendte passivitet og modvilje til at forstå hvad klimaforandringerne kommer til at betyde for deres børns og deres liv.

Det undrer mig over at andre menneesker som jeg, som har de samme evner og ressourcer til rådighed, bruger så lidt tid og kræfter på at diskutere løsninger og forandringer, men i stedet bruger både tiden og ressorcer på aktiviteter som synes direkte i modstrid med det som burde være deres langsigtede interesse.

Det undrer mig i den forbindelse at mådehold, tilbageholdehed og særligt det at passe på kloden ikke anses for en sådan interesse.

Det undrer mig over at vi hellere vil omgærde os med fortrængning, dumme undskyldninger og myter, end at indse hvad der står foran os og vores børn, tale om det, og gøre meget mere ved det.

Det underer mig når man kigger på alle de fejlslagne samabejdspolitiker der er i historien og alle de fejlslagne eller forsinkede teknologiprojekter at man vælger at gamble og tro på det som LØSNINGEN der skal redde os.

Jeg undrer mig over at andre som jeg skal opleve at befinde os i en sub-kultur, hvor vi sammen med forskere og klimajournalister har så svært ved at få vores budskaber igennem. At vi nærmest bliver opfattet som sølvpapirshatte til trods for at det er os der prøver at formidle resultaterne fra vores fremmeste forskere.

Det under mig I den forbindelse under det mig over at andre mod forandringer som jeg finder hos

Hvorfor sker debatten om hvad vi skal gøre ikke bredt men er henvis til små sub-grupper af klima-forkæmpere som

hvorfor brug vi ikke mere tid

diskurs mellem fejring af vores indsats

hvorfor silotænkning

hvorfor ikke den rigtige analyse og de rigtige løsninger? hvorfor gør vores politikere ikke nok

hvorfor kan vi ikke slippe speederen + en økonomis cost benefit vurdering

Mit syn på den øjeblikkelige situation

Det er os mennesker som i kraft af vores vaner, daglige forbrugsmønstre og vores dispositioner (både privat og erhversmæssigt) er den direkte kilde til den menneskeskabte CO2-forurening omkring os og i andre lande.

Alle der følger med i forskernes arbejde ved også at klima-katastrofen allerede er i gang. Også selvom den lige nu ikke synes synlig. Det er altså ikke et spørgmål om katastrofen indtræder, det er i stedet et spørgsmål om hvor stor den bliver!

Med den viden der allerede foreligger nu, er der endda mulighed for at katastrofen kan blive meget stor (bl.a. +4 grader med følgevirkninger som kommer heraf). Der er derfor allerstørte grund til at behandle denne enorme risiko, på den eneste rigtige måde: Med alle effektive midler muligt. Det kan jeg esværre ikke se vi gør i dag. Hverken på det personlige plan eller mellemstatsligt

---

Så hvorfor angriber vi det ikke derfra?

---

.

Mine tanker om CO2-portalen

Læs et scenarie her

Se handlingsplan her: